Cairo fra den anden side

Cairo solnedgang

Så er der morgen mad

Når man forlader en by med tog fremstår den fra en helt anden side. På den måde er Cairo ikke anderledes end så mange andre byer. Vi forlader Cairo i de stille morgen timer, en by der aldrig sover. En by hvor nogle er ved at gå til ro og andre er ved at stå op. I dag alt i mens vi forlader byen, repræsentere den sig fra sin smukkeste side, den røde morgen sol giver de faldefærdige bygninger en varm glød og den kølige morgen luft, dæmper nådigt den værste stank fra byens gader.

Der er meget liv på tog skinnerne. To vagter i deres hvide uniformer går side om side hen ad sporet. Med skjorten hængende ud af bukserne og pistolbæltet slynget over den ene skulder, går de og snakker. De er måske på vej hjem fra en lang nats tjeneste eller også er de netop på vej til deres poster, hvor de kan se frem til en lang og varm dag i solen.

                             Et helt andet indblik i en anden verden, kan også ses ved skinnerne. To små børn på omkring de 5 til 8 år roder i en dynge affald helt tæt op ad der hvor toget passere. Der står en kvinde og holder øje med de to børn, måske er hun deres mor? Om der er kærlighed i hendes øjne kan jeg ikke se, pga. sløret der dækker hele hendes ansigt. Som et spøgelse står hun bag de to børn, uden at røbe så meget som følelser, alder eller bare hudfarve.

                             Lidt længer hende ad skinnerne sidder to mænd og nyder morgenens måske første kop te. Sådan kan jeg kun gisne om de liv jeg passere siddende i en blød og behagelig stol, de liv jeg for et kort glimt af gennem de snavsede tog ruder.

Da vi forlader byen i et behageligt afkølet, og pænt og rent tog, ser jeg et smukt og frodig Egypten. Et land med bønderne i deres marker, hyrderne med deres geder på græs, en mand på sit æsel og byen som sløret silhuet mod horisonten. Bønderne er i korte bukser og bare tær. Og præcis som man så ofte ser i diverse menneskerettigheds/miljø dokumentarer i folkeskole, sprøjter de hvad der let kunne være, giftige kemikalier ud over markerne, uden nogen form for beskyttelse af hud og luftveje.

To søde piger

Job Træning

Mens vi bevæger os længere og længere væk fra Cairo, kommer der flere og flere byer af ufærdige boligkomplekser til syne. Skeletter med gabende huller hvor der skal være en mur, et vindue eller en dør. Påbegyndte trapper der fører til ingen ting eller ”svæver” formålsløst over jorden og metal spire der rækker mod himlen. Der er ingen mennesker at se i disse blandinger af nye og gamle bygninger, men ud fra vaske tøjet og gederne, vil jeg tro at der er liv et eller andet sted.

På tur med Jonas

I dag havde vi en lidt mere afslappet dag, sammen med Jonas fra Danmission, der bor i Cairo til daglig. Og selv om vi har mødt en hel del folk der er gode til engelsk, så var det nu meget dejligt med en dag på dansk. Vi tog først til gudstjeneste i kirken der ligger på den anden side af gaden og som gæstehuset høre til. Det var en lille og venlig flok, der var forsamlet i kirken og de går meget op i at byde hinanden velkommende. Så selv om Jonas ikke lige var der som aftalt (noget der tit sker, for alle i Cairo, pga. Trafikken) så havde vi slet ikke mulighed for at blive bekymrede, og han kom da også lidt efter.

Den lokale kirke, på den anden side af vejen.

Ved kirken sad denne søde dame og flettede kurve.

Vi var lige inde forbi og se hans nye kontor, her blev vi overrasket over at en bygning der i så høj grad så forladt og faldefærdig ud, faktisk var en meget aktiv kontor bygning. Men på grund af alt det støv og skidt der er i luften, er det nærmest umuligt at holde bygningerne rene hele tiden. Vi fik rigtig mange informationer om landet og det var virkelig interessant at høre om landets historie og forholdet mellem kristne og muslimer, sammen med noget om hvilken udvikling der har været undervejs og hvad der kan ske med landet frem over. Vi var på en meget fin restaurant der lå mere eller mindre ude i Nilen. Cairo må siges at være en by med mange kontraster. Henslængt i hvide, bløde stole og med et bor fyldt med lækkerier, kunne vi vælge at betragte World Trade Center (ja det hedder bygningen faktisk, den er ikke helt så høj som den amerikanske var, men dog meget flot) Eller vi kunne se en mere tvivlsom og beskidt bydel lige på den anden side af Nilen. Sådan er det tit, smukke villaer på grænsen til at være små paladser, side om side med overfyldte, beskidte, roede og faldefærdige højhuse. By planlægning er i det hele taget ikke et så velkendt ord i denne by, så det er noget af en udfordring at finde rundt (men det gør også at man ofte oplever noget andet end det der oprindeligt var planlagt, en rigtig eventyr by) Efter vi havde sagt farvel til Jonas, gik vi på jagt efter en MC Donalds, hvorfor er jeg dog ikke helt klar over, det endte i hvert fald med at vi forvild og fandt en rigtig hyggelig indisk restauration i stedet.

Hvad læser ungdommen i Egypten, tja, Twilight måske.

Da vi så skulle hjem, syntes overtjeneren at det var for langt at gå tilbage til gæstehuset, så han sendte en mand med os op til en støre vej og fik fat i en Taxa, og desuden sørgede han også for at fortælle os hvad turen skulle koste. De er nu meget søde og flinke de Egyptere. Så da Taxa manden gav sig til at køre i cirkler og af besynderlige omveje (som var meget åbenlyse) var det heldig at vi vidste at vi kun skulle betale halvdelen af hvad han forlangte, (og det var han efter et lille smil, helt enig i) Jeg er desværre stadig syg og gik på hovedet i seng, men de tre andre havde vidst et rigtig hyggeligt møde med Cairo by night.

20 år i Cairo

Egyptere har et eller andet med meget kolde kontorer, noget vi i høj grad fik at føle da vi besøgte Ceoss. Her mødte vi mange af dem der står for diverse projektor i Ceoss, og jeg blev overrasket over hvor omfattende deres arbejde er. Denne organisation har virkelig styr på tingende og formår derved at hjælpe rigtig mange forskellige grupper af udsatte. Her mødte vi også to meget søde piger, der højst sandsynlig skal med til Danmark til vinter. Vi skal desuden også følges til Alexandria i næste uge, hvor de begge er opvokset, så det er jo de perfekte guider at have med. Jeg var meget bekymret for min fødselsdag. Jeg er stadig syg, og de skiftende temperaturer og den beskidte by, har ikke ligefrem gjort det bedre. Og selv om vi fire globale har det rigtig godt sammen, så kender vi endnu ikke hinanden super godt. Så da jeg stod op på min 20 års fødselsdag havde jeg ikke de mest positive forventninger til dagen, og over på vores lidt skræmmende første tur rundt i Cairo, var jeg heller ikke så positivt indstillet over for byen. Trafikken er meget skræmmende og når vi bevæger os ud på egen hånd kan jeg godt af og til frygte lidt om vi overhovedet kommer levende hjem, igen. Byen er også fyldt med katte, nogel meget flotte nogle af slagsen, de er meget langlæmet og spinkle og kommer i alle farver. Dette betyder dog også at byen har en tildens til at lugte en del af katte tis. Dette lidt negative syn og begyndende ubehag omkring min fødselsdag fik besøget hos Ceoss og den kære Medhat, dog hurtigt lavet om på.

Vi fik set en del af byen, fik lidt mere styr på det område vi selv bor i, og fik noget godt Egyptisk mad. Det lykkedes os endda at finde kage og med medbragte gaver hjemmefra, blev dagen slet ikke værst.

Første møde med Cairo

På trods af fly skræk og meget tidlige morgentimer, forløb turen til Cairo, overraskende godt. Det kom endda så vidt at flyet var for tidligt på den. Vi fandt hurtigt vores afgang i Kastrup lufthavn og vi klarede alle at pakke under 30 kg. Så med en god dansk sommer snue i tasken, gik turen til Wien. I Wien havde vi et kort ophold, før vi fortsatte med det næste fly til Cairo. På den sidste del af turen skulle vi pludselig udfylde ansøgninger til visum, dette var en smule uventet da vi havde regnet med at dette var en lufthavns ting, men nej. Ansøgningen blev udfyldt under megen diskussion frem og tilbage, om hvilke oplysninger der skulle stå hvor, men vi kunne heldigvis havde sparet os bekymringen. Sikkert nede på egyptisk jord, blev vi efter en mindre omvej, henvist til en skranke hvor vi kunne få bragt visa forholdende i orden, og det blev de. Uden så meget som et blik på ansøgningen blev der taget imod de 15$ og vi fik et fint klistermærke i vores pas, herefter var den sag ude af verden, hurtigt og effektivt.

Vi blev hentet af en meget venlig chauffør fra Ceoss. Her fik vi det første møde med den egyptiske trafik, der ifølge chaufføren, på det tidspunkt var stille og rolig. Cairo trafik i koret træk er, MANGE biler, motor køretøjer, få cyklister og fodgængere i en skøn pærevælling, hvor vejbaner og vejskilte er ”en by i Rusland”. Gæstehuset er et skønt sted og det korte glimt vi fik af kirken var ikke så ringe endda. Problemerne opstod først da vi skulle forsøge at finde mad. Hvor vi fandt det, hvordan vi kom derhen og hvad vi spiste, er ikke så let at fortælle, for jeg ved det ærlig talt ikke. Det var noget med nogle lidt skumle gyder, en utrolig organiseret handel af diverse vare i disse gyder. Rester af gamle bilvrag, fint opstillet, diverse stoffer og en hel del tøj. Og pludselig stod vi på en vej, her var der et faldefærdigt hus, der måske engang havde tjent som moske, og noget der kunne minde om en losseplads. I en meget stille og lidt øde del af byen (nej, Cairo er aldrig øde på en dansk måde). Bag alt dette fandt vi mad. Vi var noget bekymrede for vores sarte maver, men alt taget i betragtning så var maden ok og vi blev ikke syge af den. Til gengæld skulle ejeren af biksen lige høre om den gode Nicklas havde lyst til at gifte os væk. . . .

udsigt over Nilen

udsigt over Nilen

Heldigvis er det let at finde hjem til gæstehuset, så længe man ved hvor Nilen er. På vej tilbage var det noget af en overraskelse at se at den by vi troede var ved at lukke, nu var åbnet med et helt andet liv, da tøj stativer havde overtaget en del af vejene. Vel tilbage på vores værelser blev det meget hurtigt sengetid efter en lang dag. Jeg har aldrig i mit liv været så glad for mine ørepropper, for et lukket vindue og de sene natte timer, er langt fra nok til at dæmpe lyden af Cairo.

Eid Mubarak

Mange ting kan der siges om mødestedet på Vesterbro. En ting er sikkert, hvis man kan lide kaffe, the, hygge, pool eller ludo, så er det stedet at besøge. For den sags skyld kan man godt komme selvom der ikke fattes interesse for før nævnte ting, der foregår nemlig så mange forskellige ting, og kan man ikke lide det der er, kan man jo bare foreslå noget andet. Den første morgen gik med at gøre rent, som her tydeligt fremgår med Mette i centrum. Her efter gik turen på æblerov, men da Remadanen er en stille tid var det tæt på at det kun var de ansatte der kom afsted, vi var dog så heldige at vi fik lokket et par stykker mere med.

Ud af denne tur, udsprang et væld af æble ting. De kære små (meget små!) æbler blev skrællet både i løbet af Onsdag og Torsdag, og der efter blev der fremstillet Æble kage, Æble chips, Æble kompot og Æble eddike efter gammel arabisk tradition. I Løbet af denne Æble skrældnings periode, var der mange der deltog ved at skrælle et par æbler og tilføje nye emner til snakken omkring bordet i den hyggelige "stue". Sådan gik det til at vi lært om udlændingenes opfattelse af Danmark, hvordan landet har forandret sig i de senere år og vi blev også indviet lidt dybere i Ramadanens betydning og praktiske udformning.

Ind imellem disse Æble tider, blev der dog også tid til at lave øreringe til salg på mødestedet, tid til Ludo og Pool, tid til en lille andagt for de ansatte og oven i købet også lidt lektiehjælp med dansk grammatik og matematik. Torsdag aften fik vi rigtig lækker mad af Iransk oprindelse (hvis jeg ikke husker helt galt) og deltog i en meget intens og god gudstjeneste omkring brugen af bøn. Denne gudstjeneste foregik for de deltagenes vedkommende henslængt i en sofa (måske en overvejelse til kirken ?) og på flere forskellige sprog.

                            Altså en meget stor, kulturel og fængende oplevelse, lige midt i lille Danmark.

The, festuge og farlige cyklister

Som forventet var mødet med genbrugsland og de ansatte i Gellerupparken, en meget positiv oplevelse. Igen var det fascinerende at opleve hvor stor velvilje der ligges i arbejdet fra medarbejdernes side. Den første dag gik med at lærer butikken at kende og få lidt update om de daglige kunder samt lidt sladder og gode historier, fra området. Flere af de frivillige boede eller havde anden form for kontakt til området omkring Gellerup, og det var sjovt at opleve den helt specielle omgangstone der udsprang deraf. De kunne fortælle mange skræk historier, men langt oftere handlede historierne om pudsige møder, dagligdags fjollerier og eventyrlige bryllupper. Anden dagen gik med at genere festugens deltagere og måbe benåret over smuk kunst. Vi var så heldige at møde Tove Onsdag morgen. Som repræsentant for Et Anstændigt Danmark, skulle hun ud til flygtningeskibet Ms Anton, som gennem Levende Hav, sætter fokus på flygtninge fra hele verden. Her øjnede vi en chance for at lave løjer, og fik heldigvis lov til at komme med. Så med en ordentlig stak materiale om Danmission og om Genbrugsland, under armen, drog vi til hjertet af Århus for at opleve hvad dagen bragte. Ms Anton medbragte omkring 70 smukke, bronze statuer i naturtro størrelse og sammen med den mere aktive del af besætningen sejlede de rundt om Danmark, fra havn til havn.

 Flygtningeskibet sejlede ind i havnen i de sene morgentimer, til lyden af de afrikanske trommer. De mørke bølger smøg sig om den lille fiskekutter og flygtningenes pjaltede klæ'r blafrede i vinden. I de kolde bronze statuers stivnede ansigter, var der en inderlig længsel efter fred og et sted at kalde hjem.  Og selv om øjenhulerne var tomme og læberne ubevægelige, så var råbet om hjælp fra de flygtende, højt og klart.

Oven på to dejlige dage ventede der en slæm overraskelse Torsdag morgen. Et uopmærksomt øjeblik, førte til at Mette blev kørt ned af en cyklist. Men på tros af det lille uheld så var det en rigtig hyggelig og god uge, bl.a. også fordi vi kunne få lov til at klæde butikkens mange dukker på, igen og igen og igen, og det havde vi så sandelig megen sjov med.