Stemningsbiled fra det danske land

Det er i dag næsten 6 uger siden vi igen betrådte den danske jord. Det var lidt besynderligt at komme tilbage til kulden. Jeg kan slet ikke forestille mig hvor svært det må være for dem der er ude i det store udland, længere tid. Efter kun 6 uger i Egypten, er der pludselig så meget der ikke giver mening når man kommer hjem. De politiske diskussioner og de ting folk snakker om, det er som om de snakker et helt andet sprog. Der er naturligvis mange fornuftige mennesker i DK, og gudskelov for dem. Og ja der er da mange ting der er vigtige i Danmark. Men når man har set den fattigdom andre må leve med og set hvor hårdt børn i Egypten må kæmpe for at overleve, så er der meget der er svært at forstå. At jeg så samtidig ved at Egypten nok ikke er det land med de allerværste levevilkår, ja så for jeg lyst til at banke på den lille bubbel som nogle lader til at leve i, og spørge om vedkommende har lyst til at glemme sine luksus problemer og komme ud til os andre. Jeg må dog indrømme at mentaliteten i Danmark er smidtende og efter kun 6 uger i landet er jeg igen begyndt at bekymre mig, om mine egne små luksus problemer. Jeg har ikke glemt Abdo der har små beskidte kyllinger i det de kaldte for et køkken, eller hvordan han må arbejde fordi hans far er syg, og hvordan han kun kan drømme om en uddannelse. Jeg har ikke glemt ham men lige nu er spørgsmålet om hvorvidt der skal hvide eller lilla lys i adventskransen, bare mere præssende. Jeg har lært mange gode ting af midt ophold i Egypten, men speciel en ting vil jeg ikke lige glemme. At være glad for det jeg har og være stolt af det jeg gør. Det er så vigtigt at man kan smile til sit eget spejlbiled og se de positive ting der er, ligegyldigt hvor håbløst alt ser ud.

                             Danmission er endnu en gang kommet gevaldigt bag på mig. Jeg havde aldrig forestillet mig hvor mange mennesker der er med i foretagendet. Jeg har lært lidt om frimærker, hvordan de skal klippes, og samles, og pilles af papiret. Jeg har lært noget om lys, hvor meget de skal koste, hvordan de skal stilles pænt op og at hver en stump kan bruges til at forme noget nyt. Ikke en hel dårlig læresætning at huske på. Jeg har set en del forskellige genbrugsbutikker og så har jeg sørme også lært lidt om the. Jo der er meget sjovt i Danmission. Der er mange ting der kan sælges og folk er faktisk glade for de mange flotte ting Danmission kan byde på, og så oven i købet til et god formål, det er jo ikke dårligt. Danmission ville ikke være noget uden de mange frivillige. 

Når vi tager rundt og holder vores foredrag skal vi heldigvis ikke overnatte i bilen. Vi har været ved forskellige værts familier, og det er morsomt at få et indblik i andre folks hverdag.  Det er utroligt at folk der har så travlt med alt muligt andet, kan overskue at have to ekstra tøser boende. Og så går turen ellers ud til præstegårde, efterskoler og spejder hytter mv. VI for sandelig set steder i Danmark som vi ikke havde nogen ide om fandtes. Ud af små skovveje og pludselig ligger der en efterskole. Eller ”ankomst til destination” og så er der en mark. Man vi har tros alt også overlevet Aalborg i myldre tiden. Der er godt nok nogle sjove typer imellem, men jeg er kommet frem til at mini konfirmander er sjovest at holde foredrag for. De har en dejlig tilgang til tingene, de spørger direkte hvis der er noget de ikke forstår og fortæller gerne om deres egne ture og giver massere af reaktion hvis der er noget der forbløffer dem. I det hele taget er reaktion på historierne og billederne, det bedste ved at holde foredrag

Så få dage tilbage

VI har oplevet så mange forskellige ting at vi, hvis vi ser logisk på tingende, snart burde have været her i et års tid. Men samtidig fordi vi oplever så meget, går dagene bare mega hurtigt. Det er derfor meget underligt at vi snart skal hjem igen. Her er det behageligt varmt, vi gå lidt runft på baretær og korte ærmer, så er det underligt at tænke på at træerne er ved at være nøgne i Danmark, og vi skal til at finde vanterne frem. Som så mange gange før sidder jeg og skriver til lyden af fest og farver.  Jeg har efter hånden besøågt flere dele af Egypten og hvor end man går, kan man høre det karesteristiske glædens skrig/råb/lyd fra opstemte bryllups gæster, og hvis trafikken pludselig er mere tosset end normalt, så er det også et bryllup der kan være orsagen. I dag på vej hjem fra byen, støtte vi ind i en fest, en barnedåb, på trappen i opgangen til hvor vi bor.  Eller nogle unge på gaden der danser til lyden af en radio. Ja fest og farver og den evendelige lyd af byen, det kommer jeg til at savne. 3 sporede vejde der på forunderlig vis bliver 5 sporet, biler der drøner over for rødt og at løbe over vejen for ikke at blive kørt ned, nej trafikken kommer jeg nok ikke til at savne, selv om det til tider kan være underholdende nok.

Vi havde en god tur til upper Egypt. Det var meget spændene at se forskellen på projekterne ude i landet og i Cairo. Godt nok er landsbyerne mere primitive og fattige, men efter hvad jeg har set ville jeg måske nok mere eller mindre foretrække at bo i landsbyerne. Det er som om at de er renere end gaderne i Cairo, og folk var meget venlige og glade for at se os. Vi har dog også besøgt landsbyer hvor vi har haft knap så gode oplevelser, eks. Ældre mennesker der slår, sparker og kyler sten efter børnene hvis de viser glæde over at se os. Man færtes helt bestemt mere frit i Cairo, og det er af min opfatelse at det er nemmere at få børnene i skole og væk fra arbejde, når de bor i Cairo. Hvilket jo er logisk nok. Men landsbyerne er bare mere hyggelige, sjovere, mere personlige og der er ikke de samme typer af slumkvartere som man kan opleve i Cairo. Det var også ret underholdende at blive fulgt rundt af politiet, Hvor skal i hen? Hvor mange er i? Kender i de egyptere? Hvornår er i tilbage? Hvordan kommer i der hen? Hvad er programmet osv. Og alt dette skulle de så have at vide igen ved vagt skifte. Men jo det var sjovt at opleve og der faldt mange dårlige joks på deres bekostning. Kun en gang var det ikke så sjovt, de politiet forhindrede os i at overnatte hos en egyptisk kolega, pga. en vis avis og nogle fermøse tegninger !!!

Hygge aften med nogle af de tidligere gæstelære og nogle af de måske nye.

Nu er vi tilbage i Cairo. Det lykkedes os at få forlænget vores visa så vi kunne blive her hele perioden, på tros af at vi ikke lige var klar over at det var noget vi selv skulle have styr på. Selv om man arbejder med et Dialog team, betyder det altså ikke at kommunikationen altid fungerer. Ikke desto mindre fik vi det fikset og  kan nu blive ind til marts måned næste år, hvis det nu var vi havde lyst til det. Efter turen til Upper Egypt, havde vi nogle dage fri, de blev brugt på at slappe af på aller bedste vis. Der blev set en del tv serier, film og spist nogle popkorn, vi gik i kirke og sov.  Og så var vi en tur i Dream Park, en forlystelses park som helt sikkert var turen hver. Det var rigtig dejlæigt bare at være os selv, og løbe rundt og ”lege” uden udsultede og mishandlede dyr, børn som man bare så gerne vil hjælpe og skrald og faldefærdige huse. Det var godt med nogle fridage. Så nu kunne vi tage fat på nogle flere projekter med ny energi. Planen er nu at der skal opleves mere, tages flere billeder, mødes flere børn og høres om flere gribende historier.

Efter min mening har Danmission i samarbejde med en hel del andre organisationer, gang i nogle virkelig gode projekter.

Mandag d. 4/10 – 10

Et lidt forsinket indlæg

Islamic View CB

Children Cooperation CBO

Vi har nu været på farten i  20 dage. Vi har oplevet så meget at det kan være svært at sætte ord på det hele. Vi har mødt glade børn med håb for fremtiden, og vi har mødt børn der ingen drømme har tilbage. Vi har set simple huse med kun et rum, og været der hvor det bedre borgerskab befinder sig. Vi har både været turister og er blevet budt velkommen af de lokale. Vi her besøgt mange forskellige kirker med hver sin kristne overbevisning og hver gang er vi blevet budt velkommen. Men på tros af venligheden, er der mange ting at blive bedrøvet over. Affaldet flyder i hver en gade, alt i mens radmagre katte og hunde roder igennem dyngerne. Der er kameler det helt forsvinder i det læs de skal bære, heste der dag ud og dag ind traver af de asfalterede veje, med sko der for længst skulle have været skiftet. Og små æsler der aser og maser i varmen, uden megen mad og vand. Vi har besøgt flere forskellige projekter og har hørt om de mange gode initiativer der er støttet af Ceoss. Vi har ind til videre beskæftiget os specielt med to projekter, Children Cooperation og Islamic View.  Vi har mødt mange rigtig glade børn, Børn og unge der virkelig interessere sig for omverdenen og som har store drømme for deres fremtid. Nogle af dem deltager ekstra aktivt i projekterne ved at deltage i eks. børneråddet, andre deltager med stor entusiasme i diverse møder. De har dog alle det tilfældes, at de godt kan lide at være sammen, og de kan godt lide at lege. Så selv om der er mange problemer at tage fat på, så er der også både gamle og unge der forsøger at rette op på problemerne. Som sagt har vi mødt mange søde børn, med hver deres interessante historie og baggrund.

Muhammed 17 år

Som en af de første mødte vi Mohammed.(et meget normalt navn i Egypten) Han er 17 år gammel og arbejder i en butik, men kun i ferierne. I hverdagen går han i skole og det er han glad for. Han har en ældre bror som har færdiggjort skolen og har fået arbejde, han har også en yngre søster som går i skole. Muhammed Drømmer om at blive ingeniør eller arkitekt, og kunne desuden godt tænke sig at besøge Tyrkiet en dag.

Henna

Vi har også mødt Asma og hendes mor Henna. Henna har 5 børn, et er handicappet og går ikke i skole, de 4 andre har gået i skole men er alle droppet ud meget tidligt, før de kunne nå at afslutte den. Det ældste barn som er handicappet, lider fordi Henna ikke gik til lægen, hverken under eller efter hun var gravid. Dette betyder at et problem der kunne havde været løst, fik lov at udvikle sig og er i dag blevet et problem der måske ikke kunne have været undgået, men som kunne havde været langt mindre. Hennas datter Asme, går ikke længere i skole selv om hun kun er 15 år. Asme kan ikke lide at komme i skolen, fordi lærerne slår hende. Men med hjælp fra Ceoss vil hun prøve at give skolen en chance mere til næste år, hun vil nemlig gerne uddanne sig til sygeplejerske. Hun har desuden også et job som syerske at passe, er noget af et fjollehoved og kan godt lide at spille basketball.

Islem

Muhamed 12 år

Sådan kunne jeg blive ved, der er mange historier der ligner hinanden. Men så er der også dem der skilder sig ud. Eks. 12 årige Muhamed, der ikke går i skole, fordi lærende er voldelige og fordi hans familie ikke har råd. Han arbejder derfor på et bilværksted. Og selv om han er en dreng på 12 år, der burde have store drømme om at blive noget i stil med, brandmand, politibetjent, astronaut eller fodboldspiller. Ja så har Muhammed ingen drømme eller forventninger med hensyn til sin fremtid. Han fokuserer bare på at overleve fra dag til dag. Eller Islem der var god i skolen, som 10årig, blev smidt ud af skolen. En konflikt med en uretfærdig og ubehagelig lærer, kolliderede i vold fra den dengang lille Islem, der var ingen andre der greb ind eller bekymrede sig for konflikten, og læren brugte muligheden til at ødelægge alle Islams skole papirer. I dag er Islem ked af at hans drøm om at blive ingeniør ikke kan gå i opfyldelse, han kan ikke læse og ikke skrive. Men han har et godt job hos en stenhugger.

Alex i Billeder

Bagage ansvarlig, får sig lige en lille lur på en ledig hylde. Kupeerne var kolde, denne mand ligger i mellemgangen hvor det var meget koldt.

En af de Evangeliske kirker i Alexandria

Dobbelt kage, til dobbelt fødselsdag i kirken.

Egyptisk morgenmad. Det siges at foul (bønder) om morgenen er for konger, men spises de derimod om aftenen, så er man fattig.

Opførelse af en ny by, ude i ørkenen.

Man køre i ørkenen, og så dukker der pludseligt et storslået kloster op i det fjerne.

Salt produktion, uden for Alex

Salt produktion.

Det er et hårt arbejde at være træk hest, men nogle er klart i bedre stand end andre, her er det spise tid.

Kastellet i Alexandria. Med smuk smuk udsigt ud over havet. En meget flot gammel bygning

Udsigt fra en kirke, ud over en fattig del af Alex. En af præsterne her, har besøgt Danmission i DK. Dette har bl.a. resulteret i et projekt der minder om de danske genbrugsbutikker.

Dette er på taget af ca. 8. eller 9. sal. Her har man fundet plads til et par skure, det er ikke alle der bor lige godt.

På besøg hos Dalias forældre, en super hyggelig aften og dejligt at se et egpytisk hjem

Det tidligere kongeslot i Alex, med tilhørende stor park, udsigt over havet og egen McDonalds. I dag fungere slottet som kontorer mv. for regeringen.

Cairo fra den anden side

Cairo solnedgang

Så er der morgen mad

Når man forlader en by med tog fremstår den fra en helt anden side. På den måde er Cairo ikke anderledes end så mange andre byer. Vi forlader Cairo i de stille morgen timer, en by der aldrig sover. En by hvor nogle er ved at gå til ro og andre er ved at stå op. I dag alt i mens vi forlader byen, repræsentere den sig fra sin smukkeste side, den røde morgen sol giver de faldefærdige bygninger en varm glød og den kølige morgen luft, dæmper nådigt den værste stank fra byens gader.

Der er meget liv på tog skinnerne. To vagter i deres hvide uniformer går side om side hen ad sporet. Med skjorten hængende ud af bukserne og pistolbæltet slynget over den ene skulder, går de og snakker. De er måske på vej hjem fra en lang nats tjeneste eller også er de netop på vej til deres poster, hvor de kan se frem til en lang og varm dag i solen.

                             Et helt andet indblik i en anden verden, kan også ses ved skinnerne. To små børn på omkring de 5 til 8 år roder i en dynge affald helt tæt op ad der hvor toget passere. Der står en kvinde og holder øje med de to børn, måske er hun deres mor? Om der er kærlighed i hendes øjne kan jeg ikke se, pga. sløret der dækker hele hendes ansigt. Som et spøgelse står hun bag de to børn, uden at røbe så meget som følelser, alder eller bare hudfarve.

                             Lidt længer hende ad skinnerne sidder to mænd og nyder morgenens måske første kop te. Sådan kan jeg kun gisne om de liv jeg passere siddende i en blød og behagelig stol, de liv jeg for et kort glimt af gennem de snavsede tog ruder.

Da vi forlader byen i et behageligt afkølet, og pænt og rent tog, ser jeg et smukt og frodig Egypten. Et land med bønderne i deres marker, hyrderne med deres geder på græs, en mand på sit æsel og byen som sløret silhuet mod horisonten. Bønderne er i korte bukser og bare tær. Og præcis som man så ofte ser i diverse menneskerettigheds/miljø dokumentarer i folkeskole, sprøjter de hvad der let kunne være, giftige kemikalier ud over markerne, uden nogen form for beskyttelse af hud og luftveje.

To søde piger

Job Træning

Mens vi bevæger os længere og længere væk fra Cairo, kommer der flere og flere byer af ufærdige boligkomplekser til syne. Skeletter med gabende huller hvor der skal være en mur, et vindue eller en dør. Påbegyndte trapper der fører til ingen ting eller ”svæver” formålsløst over jorden og metal spire der rækker mod himlen. Der er ingen mennesker at se i disse blandinger af nye og gamle bygninger, men ud fra vaske tøjet og gederne, vil jeg tro at der er liv et eller andet sted.

På tur med Jonas

I dag havde vi en lidt mere afslappet dag, sammen med Jonas fra Danmission, der bor i Cairo til daglig. Og selv om vi har mødt en hel del folk der er gode til engelsk, så var det nu meget dejligt med en dag på dansk. Vi tog først til gudstjeneste i kirken der ligger på den anden side af gaden og som gæstehuset høre til. Det var en lille og venlig flok, der var forsamlet i kirken og de går meget op i at byde hinanden velkommende. Så selv om Jonas ikke lige var der som aftalt (noget der tit sker, for alle i Cairo, pga. Trafikken) så havde vi slet ikke mulighed for at blive bekymrede, og han kom da også lidt efter.

Den lokale kirke, på den anden side af vejen.

Ved kirken sad denne søde dame og flettede kurve.

Vi var lige inde forbi og se hans nye kontor, her blev vi overrasket over at en bygning der i så høj grad så forladt og faldefærdig ud, faktisk var en meget aktiv kontor bygning. Men på grund af alt det støv og skidt der er i luften, er det nærmest umuligt at holde bygningerne rene hele tiden. Vi fik rigtig mange informationer om landet og det var virkelig interessant at høre om landets historie og forholdet mellem kristne og muslimer, sammen med noget om hvilken udvikling der har været undervejs og hvad der kan ske med landet frem over. Vi var på en meget fin restaurant der lå mere eller mindre ude i Nilen. Cairo må siges at være en by med mange kontraster. Henslængt i hvide, bløde stole og med et bor fyldt med lækkerier, kunne vi vælge at betragte World Trade Center (ja det hedder bygningen faktisk, den er ikke helt så høj som den amerikanske var, men dog meget flot) Eller vi kunne se en mere tvivlsom og beskidt bydel lige på den anden side af Nilen. Sådan er det tit, smukke villaer på grænsen til at være små paladser, side om side med overfyldte, beskidte, roede og faldefærdige højhuse. By planlægning er i det hele taget ikke et så velkendt ord i denne by, så det er noget af en udfordring at finde rundt (men det gør også at man ofte oplever noget andet end det der oprindeligt var planlagt, en rigtig eventyr by) Efter vi havde sagt farvel til Jonas, gik vi på jagt efter en MC Donalds, hvorfor er jeg dog ikke helt klar over, det endte i hvert fald med at vi forvild og fandt en rigtig hyggelig indisk restauration i stedet.

Hvad læser ungdommen i Egypten, tja, Twilight måske.

Da vi så skulle hjem, syntes overtjeneren at det var for langt at gå tilbage til gæstehuset, så han sendte en mand med os op til en støre vej og fik fat i en Taxa, og desuden sørgede han også for at fortælle os hvad turen skulle koste. De er nu meget søde og flinke de Egyptere. Så da Taxa manden gav sig til at køre i cirkler og af besynderlige omveje (som var meget åbenlyse) var det heldig at vi vidste at vi kun skulle betale halvdelen af hvad han forlangte, (og det var han efter et lille smil, helt enig i) Jeg er desværre stadig syg og gik på hovedet i seng, men de tre andre havde vidst et rigtig hyggeligt møde med Cairo by night.

20 år i Cairo

Egyptere har et eller andet med meget kolde kontorer, noget vi i høj grad fik at føle da vi besøgte Ceoss. Her mødte vi mange af dem der står for diverse projektor i Ceoss, og jeg blev overrasket over hvor omfattende deres arbejde er. Denne organisation har virkelig styr på tingende og formår derved at hjælpe rigtig mange forskellige grupper af udsatte. Her mødte vi også to meget søde piger, der højst sandsynlig skal med til Danmark til vinter. Vi skal desuden også følges til Alexandria i næste uge, hvor de begge er opvokset, så det er jo de perfekte guider at have med. Jeg var meget bekymret for min fødselsdag. Jeg er stadig syg, og de skiftende temperaturer og den beskidte by, har ikke ligefrem gjort det bedre. Og selv om vi fire globale har det rigtig godt sammen, så kender vi endnu ikke hinanden super godt. Så da jeg stod op på min 20 års fødselsdag havde jeg ikke de mest positive forventninger til dagen, og over på vores lidt skræmmende første tur rundt i Cairo, var jeg heller ikke så positivt indstillet over for byen. Trafikken er meget skræmmende og når vi bevæger os ud på egen hånd kan jeg godt af og til frygte lidt om vi overhovedet kommer levende hjem, igen. Byen er også fyldt med katte, nogel meget flotte nogle af slagsen, de er meget langlæmet og spinkle og kommer i alle farver. Dette betyder dog også at byen har en tildens til at lugte en del af katte tis. Dette lidt negative syn og begyndende ubehag omkring min fødselsdag fik besøget hos Ceoss og den kære Medhat, dog hurtigt lavet om på.

Vi fik set en del af byen, fik lidt mere styr på det område vi selv bor i, og fik noget godt Egyptisk mad. Det lykkedes os endda at finde kage og med medbragte gaver hjemmefra, blev dagen slet ikke værst.

Første møde med Cairo

På trods af fly skræk og meget tidlige morgentimer, forløb turen til Cairo, overraskende godt. Det kom endda så vidt at flyet var for tidligt på den. Vi fandt hurtigt vores afgang i Kastrup lufthavn og vi klarede alle at pakke under 30 kg. Så med en god dansk sommer snue i tasken, gik turen til Wien. I Wien havde vi et kort ophold, før vi fortsatte med det næste fly til Cairo. På den sidste del af turen skulle vi pludselig udfylde ansøgninger til visum, dette var en smule uventet da vi havde regnet med at dette var en lufthavns ting, men nej. Ansøgningen blev udfyldt under megen diskussion frem og tilbage, om hvilke oplysninger der skulle stå hvor, men vi kunne heldigvis havde sparet os bekymringen. Sikkert nede på egyptisk jord, blev vi efter en mindre omvej, henvist til en skranke hvor vi kunne få bragt visa forholdende i orden, og det blev de. Uden så meget som et blik på ansøgningen blev der taget imod de 15$ og vi fik et fint klistermærke i vores pas, herefter var den sag ude af verden, hurtigt og effektivt.

Vi blev hentet af en meget venlig chauffør fra Ceoss. Her fik vi det første møde med den egyptiske trafik, der ifølge chaufføren, på det tidspunkt var stille og rolig. Cairo trafik i koret træk er, MANGE biler, motor køretøjer, få cyklister og fodgængere i en skøn pærevælling, hvor vejbaner og vejskilte er ”en by i Rusland”. Gæstehuset er et skønt sted og det korte glimt vi fik af kirken var ikke så ringe endda. Problemerne opstod først da vi skulle forsøge at finde mad. Hvor vi fandt det, hvordan vi kom derhen og hvad vi spiste, er ikke så let at fortælle, for jeg ved det ærlig talt ikke. Det var noget med nogle lidt skumle gyder, en utrolig organiseret handel af diverse vare i disse gyder. Rester af gamle bilvrag, fint opstillet, diverse stoffer og en hel del tøj. Og pludselig stod vi på en vej, her var der et faldefærdigt hus, der måske engang havde tjent som moske, og noget der kunne minde om en losseplads. I en meget stille og lidt øde del af byen (nej, Cairo er aldrig øde på en dansk måde). Bag alt dette fandt vi mad. Vi var noget bekymrede for vores sarte maver, men alt taget i betragtning så var maden ok og vi blev ikke syge af den. Til gengæld skulle ejeren af biksen lige høre om den gode Nicklas havde lyst til at gifte os væk. . . .

udsigt over Nilen

udsigt over Nilen

Heldigvis er det let at finde hjem til gæstehuset, så længe man ved hvor Nilen er. På vej tilbage var det noget af en overraskelse at se at den by vi troede var ved at lukke, nu var åbnet med et helt andet liv, da tøj stativer havde overtaget en del af vejene. Vel tilbage på vores værelser blev det meget hurtigt sengetid efter en lang dag. Jeg har aldrig i mit liv været så glad for mine ørepropper, for et lukket vindue og de sene natte timer, er langt fra nok til at dæmpe lyden af Cairo.

Eid Mubarak

Mange ting kan der siges om mødestedet på Vesterbro. En ting er sikkert, hvis man kan lide kaffe, the, hygge, pool eller ludo, så er det stedet at besøge. For den sags skyld kan man godt komme selvom der ikke fattes interesse for før nævnte ting, der foregår nemlig så mange forskellige ting, og kan man ikke lide det der er, kan man jo bare foreslå noget andet. Den første morgen gik med at gøre rent, som her tydeligt fremgår med Mette i centrum. Her efter gik turen på æblerov, men da Remadanen er en stille tid var det tæt på at det kun var de ansatte der kom afsted, vi var dog så heldige at vi fik lokket et par stykker mere med.

Ud af denne tur, udsprang et væld af æble ting. De kære små (meget små!) æbler blev skrællet både i løbet af Onsdag og Torsdag, og der efter blev der fremstillet Æble kage, Æble chips, Æble kompot og Æble eddike efter gammel arabisk tradition. I Løbet af denne Æble skrældnings periode, var der mange der deltog ved at skrælle et par æbler og tilføje nye emner til snakken omkring bordet i den hyggelige "stue". Sådan gik det til at vi lært om udlændingenes opfattelse af Danmark, hvordan landet har forandret sig i de senere år og vi blev også indviet lidt dybere i Ramadanens betydning og praktiske udformning.

Ind imellem disse Æble tider, blev der dog også tid til at lave øreringe til salg på mødestedet, tid til Ludo og Pool, tid til en lille andagt for de ansatte og oven i købet også lidt lektiehjælp med dansk grammatik og matematik. Torsdag aften fik vi rigtig lækker mad af Iransk oprindelse (hvis jeg ikke husker helt galt) og deltog i en meget intens og god gudstjeneste omkring brugen af bøn. Denne gudstjeneste foregik for de deltagenes vedkommende henslængt i en sofa (måske en overvejelse til kirken ?) og på flere forskellige sprog.

                            Altså en meget stor, kulturel og fængende oplevelse, lige midt i lille Danmark.

The, festuge og farlige cyklister

Som forventet var mødet med genbrugsland og de ansatte i Gellerupparken, en meget positiv oplevelse. Igen var det fascinerende at opleve hvor stor velvilje der ligges i arbejdet fra medarbejdernes side. Den første dag gik med at lærer butikken at kende og få lidt update om de daglige kunder samt lidt sladder og gode historier, fra området. Flere af de frivillige boede eller havde anden form for kontakt til området omkring Gellerup, og det var sjovt at opleve den helt specielle omgangstone der udsprang deraf. De kunne fortælle mange skræk historier, men langt oftere handlede historierne om pudsige møder, dagligdags fjollerier og eventyrlige bryllupper. Anden dagen gik med at genere festugens deltagere og måbe benåret over smuk kunst. Vi var så heldige at møde Tove Onsdag morgen. Som repræsentant for Et Anstændigt Danmark, skulle hun ud til flygtningeskibet Ms Anton, som gennem Levende Hav, sætter fokus på flygtninge fra hele verden. Her øjnede vi en chance for at lave løjer, og fik heldigvis lov til at komme med. Så med en ordentlig stak materiale om Danmission og om Genbrugsland, under armen, drog vi til hjertet af Århus for at opleve hvad dagen bragte. Ms Anton medbragte omkring 70 smukke, bronze statuer i naturtro størrelse og sammen med den mere aktive del af besætningen sejlede de rundt om Danmark, fra havn til havn.

 Flygtningeskibet sejlede ind i havnen i de sene morgentimer, til lyden af de afrikanske trommer. De mørke bølger smøg sig om den lille fiskekutter og flygtningenes pjaltede klæ'r blafrede i vinden. I de kolde bronze statuers stivnede ansigter, var der en inderlig længsel efter fred og et sted at kalde hjem.  Og selv om øjenhulerne var tomme og læberne ubevægelige, så var råbet om hjælp fra de flygtende, højt og klart.

Oven på to dejlige dage ventede der en slæm overraskelse Torsdag morgen. Et uopmærksomt øjeblik, førte til at Mette blev kørt ned af en cyklist. Men på tros af det lille uheld så var det en rigtig hyggelig og god uge, bl.a. også fordi vi kunne få lov til at klæde butikkens mange dukker på, igen og igen og igen, og det havde vi så sandelig megen sjov med.

Den første uge

Jeg har nu officielt været ansat hos Danmission i en uge. Det er min opfattelse at Danmission er en moderne og ihærdig organisation, som bruger alle midler på at hjælpe sine medmennesker. Som de nye Globale er vi blevet taget rigtig godt imod, og vi forsøger ihærdigt at huske navnene på alle de nye ansigter. I huset i Hellerup, lagde vi ud med ømme latter muskler og forivrede hoveder, da vi den første uge blev bombaderet med nye indtryk og praktiske informationer. Vi har været så heldige at møde andre der har været i Egypten og har hørt flere sjove og et par enkelte skræmmende historier fra landet. Vi har i løbet af ugen lært hinanden at kende, vi er fire Globale der skal rejse sammen, og umiddelbart er det ikke en dårlig kombination af unge mennesker, som Danmission i år har ansat. I weekenden d. 28 - 29. løb årets generalforsamling af stablen og det var helt sikkert en meget stor oplevelse. De mennesker der står bag Danmission er nogle af de mest inspirerende, de brænder for arbejdet og det er fantastisk at opleve hvor mange følelser der er involveret i organisationen. Men på tros af det store arrangement som medlemmerne udviser, så foregik alt i et behageligt forum med nogle rigtig gode diskussioner, med en bestyrelse som så ud til at lytte til hvad repræsentantskabet sagde. Mandag var så en tiltrængt fridag og i dag Tirsdag, går turen til Århus. I området omkring Gellerup parken er der åbnet en forholdsvis ny og ret stor genbrug. Her skal jeg være i et par dage. Jeg ser frem til en hyggelig uge og krydser fingre for at jeg kan finde frem til butikken i Brabrand.